Det starter med det, som Berith Siegumfeldt, sygeplejerske og psykologisk rådgiver, kalder "
honeymoonfasen".
»Psykopater er superdygtige til at aflæse andre og sige de ting, der smører og forfører en. Der bliver talt til vores underbevidsthed og til en velværefølelse, samtidig med at der bliver frigivet en masse lykkehormoner, når vi bliver bekræftet så meget af et andet menneske. Den tilstand gør, at psykopaten virker som et "drug", man bliver afhængig af at være i den tilstand,« siger Siegumfeldt, som hjælper mennesker, der har været eller er i forhold med narcissister eller psykopater."
"Når charmeoffensiven har haft den tilsigtede effekt, og man begynder at åbne sig og vise sårbarhed, starter næste fase.
»Det kalder man
devalueringsfasen. Man bliver trådt på eller nedgjort. Første gang bortforklarer man det og overhører signalerne, men i virkeligheden har psykopaten vist sit sande jeg på det tidspunkt. Pludselig bliver det nærmest hverdag, at man bliver devalueret, men mange tænker, at manden, som de forelskede sig i, må være der et sted. Så man begynder at "please" ham for at komme tilbage til den første fase. Men jo mere man "pleaser", jo værre bliver det, for psykopaten finder ud af, at vedkommende kan gøre, som han eller hun vil, og det er ofte der, man begynder at se den fysiske vold,« forklarer Berith Siegumfeldt."
Ifølge rådgiveren vil ofrene for psykopaten hurtigt være fanget i en psykologisk labyrint, som i værste fald kan ende fatalt, hvis ikke man underlægger sig psykopaten.
»Det handler om magt og kontrol. I bund og grund ønsker psykopaten at have kontrol over andre. Han eller hun har et grandiost selvbillede, som vedkommende hele tiden søger bekræftet.«
Og når psykopaten har opnået fuldstændig kontrol, kommer
dumpingfasen.
»Til sidst kan man ikke bruges mere, fordi man er suget tør for energi, livsglæde og selvværd, og så er man ikke noget værd for psykopaten. Han eller hun giver dog aldrig helt slip, men lægger i stedet offeret under en sten, mens vedkommende går efter et nyt offer. Ofte har de gang i flere på samme tid, jeg har f.eks. talt med en kvinde, som fandt ud af at hendes eksmand havde kontakt til 30 kvinder på én gang. Tilbage står offeret og er blevet afhængigt af psykopaten, som har fået én til at tro, at man ikke kan klare sig uden,« fortæller Berith Siegumfeldt.
Hun understreger, at man ikke skal gøre sig nogen forhåbninger om, at psykopaten ændrer sig.
»Han holder aldrig op, han bliver ikke anderledes, og det er det, der er så svært og uforståeligt for mange.«
https://jyllands-posten.dk/livsstil/ECE9944803/derfor-er-det-saa-svaert-at-slippe-ud-af-forholdet-til-en-psykopat/