Dikter om hösten

John Keats 1795-1821

To Autumn

Season of mists and mellow fruitfulness,
Close bosom-friend of the maturing sun;
Conspiring with him how to load and bless
With fruit the vines that round the thatch-eves run;
To bend with apples the moss’d cottage-trees,
And fill all fruit with ripeness to the core;
To swell the gourd, and plump the hazel shells
With a sweet kernel; to set budding more,
And still more, later flowers for the bees,
Until they think warm days will never cease,
For summer has o’er-brimm’d their clammy cells.

Who hath not seen thee oft amid thy store?
Sometimes whoever seeks abroad may find
Thee sitting careless on a granary floor,
Thy hair soft-lifted by the winnowing wind;
Or on a half-reap’d furrow sound asleep,
Drowsed with the fume of poppies, while thy hook
Spares the next swath and all its twined flowers:
And sometimes like a gleaner thou dost keep
Steady thy laden head across a brook;
Or by a cider-press, with patient look,
Thou watchest the last oozings, hours by hours.

Where are the songs of Spring? Ay, where are they?
Think not of them, thou hast thy music too,—
While barred clouds bloom the soft-dying day,
And touch the stubble-plains with rosy hue;
Then in a wailful choir the small gnats mourn
Among the river sallows, borne aloft
Or sinking as the light wind lives or dies;
And full-grown lambs loud bleat from hilly bourn;
Hedge-crickets sing; and now with treble soft
The redbreast whistles from a garden-croft,
And gathering swallows twitter in the skies.

https://www.poetryfoundation.org/poems/44484/to-autumn

Beklagar det mitt oförlåtliga slarv vid avskriften. Så här lyder stycket.

Och jag är slösarn och dåren,
som slösar dagarnas gull
och irrar omkring i snåren
för frihetens njutnings skull.
Och jag är jägarn i skogen
och jägarn på fria fält,
som aldrig blir flitig och trogen
och sköter sin syssla snällt.

https://litteraturbanken.se/f%C3%B6rfattare/GripenbergB/titlar/Drifsn%C3%B6/sida/64/faksimil
https://litteraturbanken.se/f%C3%B6rfattare/GripenbergB/titlar/Drifsn%C3%B6/sida/65/faksimil
https://litteraturbanken.se/f%C3%B6rfattare/GripenbergB/titlar/Drifsn%C3%B6/sida/66/faksimil

Robert Frost 1874-1963

October

O hushed October morning mild,
Thy leaves have ripened to the fall;
Tomorrow’s wind, if it be wild,
Should waste them all.
The crows above the forest call;
Tomorrow they may form and go.
O hushed October morning mild,
Begin the hours of this day slow.
Make the day seem to us less brief.
Hearts not averse to being beguiled,
Beguile us in the way you know.
Release one leaf at break of day;
At noon release another leaf;
One from our trees, one far away.
Retard the sun with gentle mist;
Enchant the land with amethyst.
Slow, slow!
For the grapes’ sake, if they were all,
Whose leaves already are burnt with frost,
Whose clustered fruit must else be lost—
For the grapes’ sake along the wall.

https://poets.org/poem/october
https://www.poetryfoundation.org/poems/53084/october-56d23212a5b72
https://rebeccasreadingroom.ca/2025/11/08/october-by-robert-frost/

Sophus Michaëlis 1865–1932

Oktober

1.

Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
og lister som hviskende Røster blandt Træernes Stammer;
i Løvhavet pløjer Vinden sin sidste Vove,
og Kronerne gyldnes af Solens de sidste Flammer.

Og alle Marker er golde, muldsorte, øde;
kun Spurvene nipper de glemte, sparsomme Straa;
Slaaenfrugterne skinner paa Hækken rimfrusne blaa,
og Rosentjørnene stritter med Hybner røde.

De gulblege Blade spredes af Vindpust kolde
og drysses rundt paa alle Sommerens Veje:
i Dynger af Løv skal redes dens sidste Leje,
ad en bladstrøet Vej skal Vintren dens Ligtog holde.

Der rider et Tog hen ad Vejen med gungrende Hove:
Hallo! det bliver en lystig, en fygende Jagt;
thi Stormvind og Slud og Kulde har sluttet en Pagt,
om hvem der kaadest i Dysten tør Trøjen vove.

— De rider med syngende Sus i de store Skove.

2.

Du Blæst, der stryger med isnende Hvin
som Vinterens lynskrappe Bud,
— kunde du rense, og kunde du feje
og lufte alt sygeligt ud!

Og kunde du rive Pjalterne af
hvert Vanskud og udgaaet Stamme
og mellem det sunde mærke det raadne
og fælde det strax med det samme.

Du Storm, som vælter din iskolde Luft
afsted som en saltfrisk Bølge,
— kunde du skylle ind over Landet
med Syndflodens Vand i dit Følge!

Og Sne, som tynger i Luften alt,
kom du saa og læg dit bløde,
skærmende Lagen om det, der faldt,
og begrav du alle de Døde;

og skjul det alt i en Fællesgrav
i dit dunbløde, kølende Fang:
det, som bar Livets fornyende Kræfter,
véd vi, vil opstaa engang!

https://kalliope.org/da/text/michaelis2017091426

Theodor Storm (1817-1888)

Oktoberlied

Der Nebel steigt, es fällt das Laub;
Schenk ein den Wein, den holden!
Wir wollen uns den grauen Tag
Vergolden, ja vergolden!

Und geht es draußen noch so toll,
Unchristlich oder christlich,
Ist doch die Welt, die schöne Welt,
So gänzlich unverwüstlich!

Und wimmert auch einmal das Herz, –
Stoß an und laß es klingen!
Wir wissen's doch, ein rechtes Herz
Ist gar nicht umzubringen.

Der Nebel steigt, es fällt das Laub;
Schenkt ein den Wein, den holden!
Wir wollen uns den grauen Tag
Vergolden, ja vergolden!

Wohl ist es Herbst; doch warte nur,
Doch warte nur ein Weilchen!
Der Frühling kommt, der Himmel lacht,
Es steht die Welt in Veilchen.

Die blauen Tage brechen an,
Und ehe sie verfließen,
Wir wollen sie, mein wackrer Freund,
Genießen, ja genießen.

(1848)

https://de.wikisource.org/wiki/Oktoberlied