Några frågor om Parfit (reduktionisme vs. non-reduktionisme)/teletrans.

Tak for svaret. Jeg er helt med paa Klawonns tese, og din fremstilling har slaaet det tydeligere fast. Men jeg kan ikke se, at tankeeksperimentet bidrager med noget til Klawonns argumentation. Hovedargumentet er, saa vidt jeg kan se, hans indvendinger mod Hume. Parfit vil jo ikke naegte, at oplevelser fremtraeder i et foerstepersonsperspektiv (ret mig endelig hvis jeg tager fejl), saa han vil jo gaa med paa den faenomenologiske beskrivelse af kbh/Mallorca/eksperimentet. Vil han ikke bare benaegte analysen, at det er en selvidentisk bevidsthedssfaere? Baade B og C staar jo i samme (type af?) relation til A, og hvis vi ikke er gaaet med paa, at selve det, at oplevelsen fremtraeder i foerstepersonsperspektiv, er nok til at fastslaa, at der er tale om et selvidentisk bevidsthedsfaeldt, saa vil foerstepersonsperspektivet ikke afsloere, at B eller C er identiske med A. Eller hvad? Min forvirring ligger nok mest i om Parfit ville afvise eller godtage selve beskrivelsen af scenariet, og om man ikke kan gaa med paa selve eksperimentets opstilling, men stadig benaegte, at Klawonns pointe bevises. Hvad forstaar Parfit ved psykologisk forbundethed? Er relationen intern, som en slags spejling af den foregaaende bevidsthedstilstand i den efterfoelgende, eller saadan noget? Har han forsoegt at give en analyse af bevidsthedsfaenomenernes fremtraedelsesform?

Ps. undskyld de tre danske bogstaver, ae, oe og aa, skal vaere saa grimme i mit indlaeg.

Hej LucNN

Hos Parfit spiller 1.persons perspektivet overhovedet ingen rolle. Den måde han beskriver tankeeksperimenterne på indikerer, at han ikke accepterer relevansen af at gennemløbe eksperimenterne i et 1. persons perspektiv. Han mener ikke at det 1. personlige perspektiv er "noget" der i egentlig forstand eksisterer. Hvis han mente at det eksisterede som et fænomenologisk træk ved bevidsthedsfænomener - nemlig som bevidsthedsfænomeners fænomenologiske fremtrædelsesform - deres "mighed" eller deres "primære givethed", ville han være non-reduktionist ligesom Klawonn. Hvorfor? Jo, fordi denne fænomenologiske fremtrædelsesform samtidig er bevidsthedsfænomenernes værensform, dvs. deres ontologi. Dette fremgår af, at en oplevelse ikke kan eksistere uden at være "primært givet" for én eller anden person. Oplevelsens eksistens er lig dens "visen sig for mig". Ideen om en eksisterende oplevelse, der ikke optræder med karakter af "minhed" for nogen, dvs. som ikke opleves som "min" oplevelse af en bevidsthed, er ikke mulig. Det er det Klawonn mener med tesen om at bevidsthedsfænomenernes ontologi (værensform) er identisk med deres fænomenologi. Ifølge Klawonns nytolkning af Descartes, var det i øvrigt det Descartes mente med sin Cogito-sætning. Cogito = jeg tænker, dvs. der er en oplevet fænomenologi (tanker, følelser osv.) til stede. Ergo sum = altså eksisterer jeg, dvs. det første personlige perspektiv eller jeg'et eksisterer. Grundet den nødvendige sammenhæng mellem tanker, følelser osv. (dvs. en oplevet fænomenologi) og en individuel bevidsthedsfære (eller et individuelt 1. persons perspektiv) som disse tanker og følelser optræder i, er Descartes slutning gyldig.

Det der ifølge Klawonn binder mine forskellige oplevelser, tanker og følelser osv. sammen til en og samme bevidsthed på tværs af tid og trods deres indbyrdes forskellighed (en tanke er jo forskellig fra en følelse) er, at alle disse bevidsthedsfænomener er i besiddelse af den samme værensform. De optræder nemlig, trods deres adskillelse i tid og "karakter" med den samme form for "primære givethed". Man kan også sige, at de optræder i det samme felt af primært nærvær eller i den samme migheds-dimension, eller som Klawonn ynder at kalde det: den samme jeg-dimension.

Jeg er med på, at det kan forekomme underligt, at Parfit skulle kunne være uenig med Klawonn i, at alle mine oplevelser foreligger i et 1. persons perspektiv, dvs. besidder den samme fænomenologiske migheds-kvalitet. Men Parfit var i virkeligheden slet ikke opmærksom på betydningen af denne fænomenologiske kvalitet. Hvis man forelagde sagen for ham vil jeg da håbe, at han kunne se det rimelige i Klawonns analyse. Efter min mening benægter man ellers det indlysende. Desværre er sagen den, at flertallet af moderne filosoffer har været villig til at benægte det indlysende i flere sammenhænge, f.eks. i bestræbelsen på at forsvare fysikalismen. Tag f.eks. Gilbert Ryles elev Norman Malcolm, der påstod at det at drømme blot er dispositioner til at fortælle skrøner om morgenen! I dag har en del fysikalister endelig (takke være David Charmers) nogenlunde forstået hvad det er for et begreb om bevidsthed de skal kunne forklare. De har endelig forstået, hvad Klawonn vidste fra 80'erne og indtil sin død i år, nemlig at det ikke primært er bevidsthedens funktioner, de skal kunne reducere til noget fysisk. Det er derimod bevidsthedens eksistens forstået som mine oplevelsers "selvgivethed", eller forstået som "det indre lys som mine oplevelser eksponeres i" osv., der skal forklares. Bevidsthedens funktioner kan muligvis forklares med en computeranalogi, men det kan bevidsthedsfænomenernes 1. personlige præsentationsmåde ikke, hvorfor denne del af bevidsthedsproblemet i dag kaldes "the hard problem of consciousness" og har betydet at dualismen igen er kommet på mode.

Nu er Parfit ikke fysikalist, men han er som nævnt tilhænger af "bundt-teorien" for bevidsthed. Ifølge denne opfattelse, er bevidstheden ikke en betegnelse for det indre 1. personlige perspektiv som tanker, følelser osv. "løber igennem" eller "kommer til syne i" i løbet af en dag, en måned eller et helt liv. For Parfit er bevidstheden blot en samlebetegnelse for et bundt af bevidsthedsfænomener, der er bundet sammen på en udvendig måde via det han kalder R-ralationen:

"Our identity over time just involves (a) Relation R - psychological connectedness and/or psychological continuity.

Ifølge Parfit er der ikke involveret andet i en persons eksistens end en hjerne og en krop, samt visse fysiske og mentale begivenheder. Det der konstituerer den personlige identitet gennem tid er R-relationen som består i psykologisk kontinuitet og/eller sammenhæng, således at mentale faser er identiske, hvis de er direkte forbundne (hvilket er tilfældet hvis de deler tilstrækkelig mange opfattelser, kan huske det samme eller lign.) eller der består en ubrudt kæde af direkte forbundne overlappende led. Den direkte psykologiske sammenhæng der kræves at bestå mellem en fase og denne fases efterfølger kan ud over erindringsrelationen også bestå i at en tro, et ønske, en tanke eller hvilket som helst andet psykologisk træk, som to tidsligt adskilte personfaser kunne tænkes at dele. Hukommelsen har en speciel status som sammenhængsskabende relation, men selv ved fravær af hukommelse kan den personlige identitet opretholdes. Dette er vigtigt for Parfit fordi han ellers løber ind i de samme problemer som allerede John Locke havde med sit hukommelseskriterium for personlig identitet.

Locke identificerer hukommelse med 'udbredelse af bevidsthed til fortiden' og således hedder det på side 448 i Lockes hovedværk; An Essay concerning Human Understanding: "... as far as this consciousness can be extended backwards to any past action or thougt, so far reaches the identity of that person...

Umiddelbart lyder Lockes redegørelse, med anvendelse af det 'svage' identitetsbegreb ad modum Hume, tilforladelig og endda på linie med 'common sense', men en nærmere analyse af teorien viser nogle af de vanskeligheder, der er forbundet med denne 'løse' identitet.
Det var den skotske filosof Thomas Reid (1710-96), der sammen med åndsfællen Joseph Butler (1692-1752), gendrev Locke ved at levere den sønderlemmende kritik enhver reduktionistisk teori som alle reduktionister siden har måtte forsvare sig imod.

Butlers kritik kan sammenfattes til at bestå af to indvendinger, hvoraf den ene bedst kan formuleres som et spørgsmål: Hvis en person kun er identisk med de dele (eller faser som reduktionisterne ynder at kalde det) af tilværelsen, der er tilgængelige for erindring, hvad så med fremtiden? Denne kan jo ikke nås af erindringen. Er enhver bekymring eller planlægning for fremtiden irrationel? Det ser unægteligt sådan ud, for selv den nærmeste fremtid kan, ifølge Locke, principielt set ikke angå mig som person.

Det andet argument mod Locke lyder: Erindringen om at være identisk med sig selv til et tidligere tidspunkt konstituerer ikke, men forudsætter Personlig identitet. Jeg bliver selvfølgelig ikke først identisk med tidligere faser af mit liv i det øjeblik jeg reflekterer over dem. Selve muligheden for at reflektere over dem er netop mit bedste bevis for min personlige identitet. Locke vender sagen på hovedet og hukommelsen får derved en mystisk evne til at skabe det der foreligger for den.
Selvom ovenstående argumenter er kraftfulde var det Reid, der udløste faldlemmen under Locke. Reid demonstrerer, ved hjælp af et fiktivt eksempel, hvorfor hukommelseskriteriet definitivt må forkastes. Det er nemlig muligt at udlede den selvmodsigende konsekvens af kriteriet, at en person både er og ikke er identisk med en bestemt tidligere person. Miseren opstår f.eks. på baggrund af følgende fiktive eksempel (se næste indlæg):

Det sker ofte at ældre mennesker glemmer barndomsårene, der jo ligger langt tilbage, hvorimod det meste af voksentilværelsen står frisk i erindringen. Således kunne en person A - lad os kalde ham Locke, i en alder af 80 år huske sig selv som B - en voksen mand i fyrrene. Ifølge kriteriet er A og B nu identiske. Denne voksne mand i fyrrene kan imidlertid sagtens genkalde erindringsbilleder af barndomsårene, hvor han identificerer sig selv som C - en dreng på 10 år. Kriteriet kræver, at vi identificerer B med C, og da logikken identitetsprincip er en transitiv relation - d.v.s. hvis A står i en identitetsrelation til B, og B står i samme relation til C, så står A med nødvendighed også i en identitetsrelation til C - så følger det, at personen A - den gamle mand på 80 er identisk med C - drengen i 10 års alderen. Kriteriet tvinger os samtidig til at benægte denne relation mellem A og C for A - den ældre mand kunne jo ikke huske sig selv som C - den 10 årige!

Absurditeter af denne art viser med alt tydelighed, at Lockes forsøg på at 'lime' de forskellige oplevelser sammen til en og samme person, med et 'svagt' identitetsbegreb, slog fejl. Reduktionistiske filosoffer har hen af vejen forsøgt at lappe på hukommelseskriteriet ved, på forskellig vis, at bløde det op. Hensigten med sådanne variationer af kriteriet har selvsagt været, at immunisere sig mod undergravende modeksempler, som det jeg lige har nævnt. Parfits løsning består i at udvide kriteriet for personlig identitet således at det er tilstrækkeligt at der er kontinuitet i overgangen fra en personfase til den næste. Klawonn hævder så, at man kan formulere andre tankeeksperimenter, nemlig forgreningseksemplerne, der illustrerer at dette også giver problemer. Identitet forstås nemlig normalt som en transitiv én til én relation. Hos Parfit bliver identitet til en én til flere relation, når en person kopieres i fiktive eksempler. Og så bryder identiteten sammen, hvilket Parfit er opmærksom på hvilket er årsagen til at han skriver: “Our identity over time just involves (a) Relation R - psychological connectedness and/or psychological continuity - with the right kind of cause, provided (b) that this relation does not take a 'Branching' form, holding between one person and two different future people”.

Men er det ikke en ad hoc-løsning, der blot har til hensigt at kamuflere vanskelighederne? Hvorfor ikke i stedet følge Klawonn og hævde at indentitet altid er en én til én relation, hvor identiteten mellem tidsligt adskilte oplevelseskomplekser består i, at de eksponeres i den numerisk samme jeg-dimension eller i det samme 1. personlige perspektiv?

Reduktionister som Parfit har troet at alternativet til reduktionismen er en påstand om at der eksisterer et subjekt eller et jeg som har oplevelser, men som værensmæssigt er forskellig fra oplevelserne. Det var et sådant subjekt Hume ledte efter og ikke kunne finde. Klawonns vil også benægte noget sådant. Han hævder i stedet, at et jeg er en konkret bevidsthedsfære med indhold (oplevelser) og at bevidsthedsfæren, dvs. jeg-dimensionen er oplevelsernes værensform – deres essentielle subjektivitet om man vil. Bevidsthedsindholdet kan variere nok så meget, men værensformen hos dette indhold varierer ikke. Derfor er en bevidshedsfære med indhold at forstå som en substans, dvs. som et permanent ”noget” der har varierende egenskaber. Reduktionisterne er simpelthen ikke opmærksom på muligheden for at forsvare substansdualismen på denne måde!

Du har i øvrigt helt ret i at tankeeksperimenterne ikke er nødvendige eller et selvstændigt bevis for Klawonns tese. De er blot didaktiske redskaber, der har til hensigt at tydeliggøre den tese, der allerede er givet med Hume-analysen. Alene på baggrund af Hume-analysen kunne man godt misforstå Klawonns tese og tro, at det 1. personlige perspektiv ikke er et ontologisk unikt træk hvert enkelt bevidst væsens oplevelser, således at både B og C i teletransporteksemplet står i den samme relation til A fordi de begge oplever det de gør i et 1. personligt perspektiv. Klawonns udlægning af teletransporteksemplerne viser, at B og C ikke (selv om det ser sådan ud i et 3. personligt perspektiv, dvs. ”set udefra”) kan stå i den samme relation til A. Enten har B’s erfaringer den selv samme mighedskvalitet som A´s erfaringer havde før kopieringen og dermed optræder B’s erfaringer i det selv samme 1. persons perspektiv som A’s erfaringer gjorde, hvorved A og B er identiske, eller også optræder C’s erfaringer i det samme 1. persons perspektiv som A’s erfaringer gjorde, hvorved A og C vil være identiske. Skulle B og C stå i den præcis samme relation til A ville det kræve at både B og C’s erfaringsverden, efter kopieringen, kunne være til stede i det samme 1. persons perspektiv som A’s erfaringer optrådte i før kopieringen. Og det kan ikke tænkes! Altså er der noget ved det at være mig som ikke kan reduceres til R-ralationer eller objektive træk ved mig. Dette ”noget” er mine erfaringers ”mighed” som kun kan forstås ”indefra” idet denne ”mighed” netop er dette ”indefra” som tankeeksperimenterne ”aktiverer”, når man gennemløber scenarierne i et 1. persons perspektiv.

Det der adskiller to bevidste væseners oplevelsesverdener fra hinanden er, at de eksponeres i to værensmæssigt forskellige 1. persons perspektiver, hvor forskelligheden består i at deres respektive oplevelser optræder med forskellig ”migheds”-kvalitet. Hvis en oplevelse af smerte deler ”migheds”-kvalitet med mine oplevelser vil smerten være min smerte. Den vil være primært nærværende for mig og ikke for andre. Jeg vil aldrig (kun indirekte gennem empati) kunne få adgang til dit indre perspektiv da det er et værensmæssigt unikt træk ved dine erfaringer. Det er dine erfaringers særegne subjektivitet som adskiller din oplevelsesverden fra alle andres. Denne personlige subjektivitet eller ”mighed” som kun dine erfaringer besidder, gør din bevidsthed til en udelelig enhed synkront (dvs. binder samtidigt eksisterende tanker og følelser sammen til én og samme bevidsthed) såvel som diakront (dvs. binder tidsligt adskilte oplevelser sammen til én og samme bevidshted). Dit unikke 1. personlige perspektiv med dets skiftende indhold er det både Klawonn og Descartes vil kalde din sjæl. Korrekt forstået er et sådant sjælebegreb mere indlysende og uomgængeligt end eksistensen af en fysisk omverden.

Måske har Klawonn ret, når han med inspiration fra Heidegger hævder, at det moderne menneske lider af værensglemsel fordi hans engagement i og kontrol over en fysiske omverden, har fået ham til at glemme selve paradigmet på eksistens – nemlig denne omverdens oplevelsesmæssige foreliggen eller ”givethed for mig”.

Konklusion: Parfit kan ikke acceptere Klawonns fænomenologiske analyse og samtidig fastholde sine konklusioner angående personlig identitet. Lad mig nævne et sidste eksempel der på en ny måde illustrerer pointen.

Forestil dig følgende scenarium: Du, sidder og tænker over spørgsmålet om personlig identitet mens du skriver noget på din computer. Lad os kalde dette tidspunkt i forløbet T1. Du skal nu forestille dig at svæver ud af din krop og nu betragter dig selv ovenfra, som følge af, at dit 1. persons perspektiv nu befinder sig oppe under loftbjælkerne som ren ånd eller lign. Under dig sidder LucNN og skriver videre på sin computer som om intet var hændt. Pludselig rejser personen under dig (som altså 100 % ligner den mand du før identificerede dig med) sig op og går ud for at lave kaffe. Du gribes af en følelse af panikangst, og tænker: ”Hvem er den mand dernede? Hvorfor er jeg ikke længere forbundet med den krop?”. Lad os kalde dette tidspunkt T2.

Eksemplet er endnu et delingseksempel, blot er det mere urealistisk end teletransporteksemplerne, men det er irrelevant. Pointen er den samme. Og pointen er som følger: Til T1 er du tilstede ved din computer. Til T2 er der to bevidste væsener tilstede i situationen, der begge er psykologisk forbundet med LucNN til T1, dvs. de kan begge huske det samme osv. Spørgsmålet er så: Hvem er du til T2? Er du den rene ånd, der skræmt betragter scenariet ovenfra, eller er du personen der går ud for at hente kaffe? Ifølge Parfits kriterium er det personen der henter kaffe, som er identisk med dig til T1, da denne person både er psykologisk og fysisk forbundet med dig til T1. Ifølge Klawonn er det den rene ånd der er identisk med dig til T1, selvom den kropslige sammenhæng mangler. Du kan aldrig være identisk med personen der henter kaffe, for denne persons erfaringer er ikke primært nærværende for dig. Han kan ligne dig nok så meget, men da hans erfaringer ikke er primært nærværende for dig kan han aldrig på nogen måde være identisk med dig. Han ligner dig, men er ikke dig!

Håber at dette sidste eksempel kan hjælpe dig til en korrekt forståelse af Klawonns teori og samtidig giver dig en forståelse for hvorfor tankeeksperimenter er vigtige redskaber i forsøget på at ”fremvise” den altafgørende pointe: At det mest betydningsfulde ved det at være mig, hverken er min krop, min historie, mine kognitive kompetencer osv., men eksistensen af mit 1. personlige perspektiv uden hvilket jeg ikke ville eksistere.

Tak for den grundige gennemgang. Faktisk synes jeg, at du i dit sidste eksempel formulerer dig, saa man bedre kan se det, jeg synes er problematisk med Klawonns eksempler. Spoergsmaalet er ikke, hvilken bevidsthedssfaere, der er identisk med sig selv, men hvilken bevidsthedssfaere, der er identisk med den, der var ved T1. Normalt formulerer vi spoergsmaalet saadan, at vi spoerger hvem, der er identisk med personen (og saa opstaar der to personer eller mere, hvilket skaber hele hurlumhejet). Og der mener jeg, at Parfits analyse kommer til sin ret. For der kan ikke vaere tvivl om, at hvis der findes bevidsthedssfaerer, saadan som Klawonn ser dem, saa er hver sfaere identisk med sig selv. Men naar nu der i eksemplerne opstaar en ekstra, og da der kun er en kvalitativ forskel, nemlig det, at bevidsthederne er primaert givne for sig selv og ikke for hinanden (og dette traek er nok til, at vi kan adskille dem), saa maa vi have et kriterium for hvad det vil sige, at den ene, men ikke den anden er identisk med udgangspunktet. Problemet er, at identitet er en 1 til 1 relation, og to entiteter kan derfor ikke vaere identisk med en anden entitet, for saa ville der bare vaere tale om i alt en entitet og ikke 2. Problemet er, at der, hvis en krop deler sig, er tale om en rent fysisk deling, hvilket ingen parallel har inden for det mentale. At det mentale deler sig, vil bare sige, at der ved fra et tidspunkt t1, hvor der eksisterer en bevidsthedssfaere, A, til et tidspunkt t2, eksisterer to bevidsthedssfaerer, A1 og A2, hvor baade A1 og A2 staar i samme type af relation til A. Og spoergsmaalet er jo ingenlunde besvaret bare fordi vi skelner mellem A1 og A2. Klawonns tankeeksperiment slaar jo i virkeligheden kun fast, at der er tale om to forskellige bevidsthedssfaerer, og ikke at den ene snarere end den anden er identisk med udgangspunktet. Nu kan jeg forstaa, at Parfit ikke har reflekteret over det foersteepersonlige perspektiv, men kan det ikke stadig vaere, at spoergsmaalet om hvilken af bevidsthedssfaererne der er A ved t2, ikke kan stilles? At begge sfaerer er lige meget A, men ingen af dem er rent faktisk numerisk identiske med A. A var jo bare et saerligt perspektiv, og pludselig er der to perspektiver, der begge har oplevelsen af, at have vaeret As perspektiv. Kan det faenomenologiske perspektiv udelukke, at bevidstheden kan dele sig som en slags celle, hvor ingen af delene er helt identiske med udgangspunktet? Det, at der er to og ikke en egensfaere betyder jo blot, at der er en fravigelse mellem deres perspektiver. Men det ene kan jo ikke priviligeres over det andet, som om det er udgangspunktet, og det andet fraviger fra det, da de jo begge fraviger fra udgangspunktet, set fra det modsatte perspektiv. Jeg kan bare ikke se, at spoergsmaalet, om hvem der er identisk med A besvares (jeg kan ikke en gang se, at det noedvendigvis i princippet kan besvares).

Tak for dit svar som jeg gerne vil kommentere:

Naturligvis kommer Parfits analyse til sin ret, hvis man insisterer på, at det er Parfits præmisser og ikke Klawonns der er gyldige. Klawonn hævder netop at man misser pointen, hvis man insisterer på at se ”sagen” i et 3. personligt objektivt perpektiv. I et sådant perspektiv har jeg-dimensionen ingen relevans og gør ingen forskel fordi den slet ikke eksisterer heri. Det er et sådant objektivt perspektiv du anlægger, når du skriver:


Du har ret i, at vi normalt formulerer spørgsmålet sådan, men det er netop Klawonns originale pointe, at sådan skal spørgsmålet ikke formuleres. Han hævder at identitetsspørgsmålet besvares, når vi anlægger en 1. persons synsvinkel på hele miseren, fordi det er videreførelsen af dette identitetsbærende perspektiv som besvarer identitetsspørgsmålet i forgreningseksemplerne. Hvorom alting er: Hvis jeg sidder ved min computer og pludselig oplever at svæve ud af min krop og derefter betragter ”mig selv” ovenfra, kan jeg garantere, at den person der nu sidder under mig og skriver videre på sin computer, ikke længere er mig! Jeg må antage at en anden bevidsthed nu har knyttet sig til min tidligere krop (eller at min krop nu er reduceret til det Charmers kalder en filosofisk Zombie). Denne anden bevidsthed B2 vil naturligvis (fordi den nu er knyttet til det der tidligere var mit centralnervesystem) kunne huske mine tidligere oplevelser, men her vil der være tale om en illusion. Mine oplevelser vil aldrig tidligere have været primært nærværende for denne bevidsthed, selvom B2 fejlagtigt tror det fordi B2 har illusoriske erindringer om det. I teletransporteksemplerne, hvor A nedbrydes og B og C opstår som en kopi af originalen, står B og C objektivt set i præcis den samme relation til A, hvorfor identitetsspørgsmålet her ikke har noget svar. Hvis man derimod accepterer at det subjektive perspektiv også er en del af virkeligheden, kan man ud fra et sådant perspektiv derimod godt besvare spørgsmålet. Så har man nemlig det kriterium du efterspørger, der kan afgøre hvem (om nogen) der er identisk med A.

Du insisterer på at både A1 og A2 står i samme relation til A, men det er kun rigtigt set i et objektivt perspektiv, dvs. med hensyn til personernes objektive karakteristika. Her er det, at Klawonn forsøger at rette vores opmærksomhed på personernes subjektive karakteristika, hvor erfaringernes første personlige præsentationsmåde er et moment i sagen som kan tænkes videreført hos A1 eller A2, men hverken kan objektiveres eller kopieres.


Ja, det kan totalt udelukkes. Ifølge det fænomenologiske bevidsthedsbegreb er en bevidsthed en selvidentisk enhed diakront såvel som synkront og kan ikke deles. Hvordan vil du dele et 1. personligt perspektiv? Man kan ikke forestille sig at et 1. personligt perspektiv kan dele sig i to forskellige 1. persons perspektiver, hvor erfaringerne i hvert af de to resulterende perspektiver er primært nærværende på næsten samme måde som de var i det originale 1. persons perspektiv. Her er forholdet af typen: Alt eller intet!


Det er korrekt!


Det er ikke korrekt. Her insisterer du igen på at afgøre striden ud fra en objektiv synsvinkel som umuliggør en forståelse. Det er korrekt at det ene ikke kan privilegeres over det andet, set udefra. Men ser man sagen indefra, dvs. gennemløbes tankeeksperimentet med udgangspunkt i det subjektive perspektiv der gør forskellen, vil man kunne se, at det ene A1 kan privilegeres over det andet A2, hvis A1’s erfaringer efter delingen optræder med den samme 1. personlige præsentationsmåde som erfaringerne hos originalen A gjorde det før delingen.

Klawonns tankeeksperimenter har en anskueliggørende funktion og virker kun overbevisende for en læser der har ”fået øje på” og forstået det grundtræk ved virkelighedens bevidsthedsmæssige side, som eksperimenterne har til hensigt at ”pege på”. Netop fordi der er tale om et fundamentalt træk ved virkeligheden, kan det ikke defineres i traditionel forstand (selvom det godt kan karakteriseres som primært nærvær, selvgivethed osv.). Argumentationen må derfor stoppe, når det står klart at ”modparten” enten har forstået det altafgørende moment som argumentationen forsøger at henlede opmærksomheden på eller ikke kan forstå det. Jeg vurdere at vi er nået dertil nu, idet videre argumentation blot vil føre til gentagelser fra min side. Jeg håber at du fik noget ud af dette sidste indlæg og takker for en god debat.