Googlade på Madsens fru, skulle vilja veta mer om henne. Tänkte på det jag nyss tog upp, att jag tror att hon var som en modersgestalt för honom, istället för hans mamma som övergav honom som liten och att han nu blir övergiven igen, av frun. Att han får återuppleva känslan han hade i barndomen. Om frun lämnar honom nu så får det nog en stor påverkan på hur han kommer att uppföra sig framöver, tror att det tar honom hårt.
Hamnade på en sida där just "mamma" var lite centralt i Madsens text, av helt andra anledningar.
Texten har säkert varit uppe förut, men undrar om Madsen nu befinner sig "ute på kanten" såsom han här i inledningen skriver om? Obehagligt också att han fokuserat på "sista ordet från cockpit" när de håller på att krascha. Sista ordet innan döden alltså, när de insett sitt öde. Blir extra ruskigt när det är just Madsen som funderar kring det här.
Citat:
2015, alt kan ske !
Peter Madsen 29. jan 2015
Kære læsere.
Har du været der ? Har du nogensinde været helt ude på kanten ? Har du prøvet at snappe efter vejret ? At miste kontrollen ? At gå i panik, bryde sammen, ophøre med at fungere ? Når det bare blev for meget ? Når du bare ikke kan ta´mere ?
Jeg læste for ganske nylig en havari rapport efter en kollision mellem to fly. Den indeholdt en udskrift af "cockpit voice recorderen" i det ene af dem, en stor jetliner. Lige efter kollisionen er det store af de to fly stadig intakt, har kabinetryk og strøm, men har fatale skader på den ene vinge. Flyet ruller over mod styrbord, trods fuldt krænge ror den anden vej. Først er piloterne fattede, de falder tilbage på deres simulator træning, og prøver at finde vej til en eller anden for for kontrolleret flyvning.
Det går så op for dem, at deres fly ikke kan bringes under kontrol mere, og hvad det konkredt betyder for dem. Det tager dem under ti sekunder at erkende det definitivt. Det kommer til dem, de må tage det ind.
Det sidste ord i cockpittet der lagres i flight recorderen er ordet "mother"
Når vi konfronteres med noget der bare er for stort, og vi bliver de små, opdager man hvor kostbart livet er og hvor uendeligt små vores dagligdags problemer i virkeligheden er, set i den rette skala.
I dag cyklede jeg i modvind. Det regnede smask ind i snotten på mig, og jeg var næsten blind inden under de sjask våde briller. Det gjorde simpelthen ondt i hænderne, så forbistret koldt var det. Før i tiden ville jeg have brokket mig og råbt skældsord efter vejrguderne, cyklen eller billisterne der drøner forbi, ligeglade og travle. Men ikke mere. Der var noget der var vigtigere end brok og små hverdags problemer. Jeg ringede i stedet til Sirid Laursen, og fortalte Sirid hvor meget jeg elsker hende, og hvor meget hun betyder for mig.
https://ing.dk/blog/2015-alt-kan-ske-173788
