"Men politiet har også lært noget af tidligere sager. Særligt drabet på den 17-årige Emilie Meng i 2016 har været et alvorligt læringspunkt for hele dansk politi, fortæller Louise Dalsgaard.
- I den sag kom man simpelthen for langsomt i gang med den omfattende efterforskning, der skulle til i sagen.
Emilie Meng forsvandt efter en bytur og blev efterfølgende fundet dræbt.
- Man var for langsomme til at sikre videomateriale i den sag. Så langsomme, at materialet i nogle tilfælde faktisk var blevet slettet hos de personer, som kunne have været i besiddelse af dem. Derfor var der mulige beviser, man gik glip af fra politiets side.
Samme tilgang blev brugt i Mia-sagen.
Netop erfaringerne fra Emilie Meng-sagen fik også en betydning i Aalborg, da 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i februar sidste år, vurderer Louise Dalsgaard.
- I denne sag tog man samme tilgang, som i sagen om Filippa: Man var hurtigt ude af starthullerne, fik beviser på bordet og fik allerede inden for første døgn sat et stort efterforskningsteam i gang."
https://www.dr.dk/nyheder/indland/dr...r-afgoerende-i